Portræt af Thorkil Duch – Skagens konservator

8. oktober 2023 - kl. 8:34 - af Johanna Siiger Ejstrud

Når man træder ind i Thorkils hjem, er det allerede tydeligt, at her bor en mand med en helt særlig interesse – nemlig interessen for naturen, biologien og dyrene. Udefra ligner det et ganske almindeligt rødt rækkehus, men indenfor dørene rummer huset et helt liv med biologisk interesse og konservering af forskellige sjældne såvel som udbredte dyrearter. I huset mødes man af sæler, egern, fugle af så mange forskellige arter, at jeg ikke har tal på det og sågar af en isbjørn. Nogle mennesker vil væmmes eller finde denne interesse makaber, men ligesom i alle andre videnskaber lærer man først noget om det store billede, når tingene skilles ad og undersøges i mindre bestanddele. Samtidig er hvert element og hvert præparat i Thorkils samling lavet med så stor præcision og koncentration, at det minder om en kunstform, hvor målet er at få dyrene til at udstråle så meget liv, at man skulle tro at de aldrig var døde.

Thorkil Duch har boet i Skagen siden 1976 og har drevet Konservatorforretning på Sankt Laurentii Vej og ved Sørig Enge tæt på Råbjerg Mose. Han har i sin tid som konservator arbejdet sammen med- og leveret præparater til bl.a. Naturhistorisk Museum i Skagen, Zoologisk Museum i Hamborg, Skagen Odde Naturcenter, Naturhistorisk museum i Amarouission i Grækenland og mange flere. Han har også undervist i artskundskab på Konservatorskolen under Det Kongelige Kunstakademi og arbejdet sammen med Grønlands Hjemmestyre (før Selvstyret indførtes i 2009). Thorkil har så at sige nået meget og været vidt omkring i sit liv, og artiklen her vil dykke ned i nogle af de begivenheder, der har ført Thorkil derhen, hvor han er i dag.

Thorkil Duch er født på den allerførste dag i år 1945 i Odense. Han voksede op i barndomshjemmet på Jernbane Alle i Fruens Bøge med sine forældre og sin tre år ældre bror. Allerede her i Thorkils første hjem, startede hans dirrende interesse for naturen og særligt for dyr. Dette har ført ham frem i livet og rundt i verden som konservator til både privatpersoner, skoler og museer. Fra barndomshjemmet tog den lille Thorkil på opdagelse i haven og senere i skoven, på engen og omkring den nærliggende skovsø. Han var nysgerrig og udforskede naturen og nød at finde ting og sager, som kunne tages med hjem til værelset til stor irritation for storebror, som delte værelse med Thorkil, og som altså ikke var specielt interesseret i at gøre plads til de mange fund, som Thorkil hjembragte.

Thorkils mor var støttende overfor hans interesse i naturen, og da han en vinter fandt en død kirkeugle og en mørk krage, fik hun overtalt faderen til at lade de to fund udstoppe. Det førte til Thorkils første møde med udstopning, som han her forinden intet kendskab havde til. De tog til Odense centrum, hvor familien Harald Nyborg havde deres første forretning med isenkram. Forretningen havde også en jagtafdeling med udstoppede dyr udstillet i skabe, og her kunne man indlevere sine dyr, hvorefter de ville blive sendt til udstopning i Silkeborg. Denne begivenhed var skelsættende og betydningsfuld for Thorkil, da han her fik øjnene åbnet for muligheden for konservering af dyr.  

Som 9-årig i 1954 tog Thorkils far ham med til København, hvor faren skulle mødes med Torben Wolf der arbejdede på Zoologisk museum, som dengang lå i Krystalgade. Mens faderen holdt møde, udforskede Thorkil museet på egen hånd. Her blev han overvældet og imponeret over udstillingen af knogler fra de store fortidsdyr, men han bed også mærke i, at der i den ellers store og systematiske udstilling af Danmarks fugle var op til flere fuglereder, som ikke fandtes her, men som Thorkil selv havde indsamlet på sine ekspeditioner i naturen omkring hjemmet på Fyn. Det ledte til, at Thorkil forærede en rede af fuglen Munk til Torben Wolf og museet, og det blev Thorkils første skridt ind i museumsverdenen. Livsdrømmen blev for alvor født, og Thorkil vidste nu, at han ville være og arbejde som konservator og dermed få døde dyr til at holde sig og se levende ud.

I tiden efter voksede Thorkils interesse for faget sig større, og han samlede fortsat fund i naturen og medbragte det til hjemmet. Han fik lov til at indrette husets bryggers som udstillingslokale, og her udstillede han sine fund til nysgerrige forbipasserende, der imod passende betaling fik lov til at besøge hans lille naturmuseum. Hans lille museum blev endda besøgt af et par journalister, og presseomtalen førte til, at han blev gjort opmærksom på, at der fandtes en skolelærer i området, som delte samme naturinteresse og som også selv udstoppede dyr. Thorkil besluttede sig for at opsøge læreren, og troppede med bankende hjerte op udenfor lærerens dør. Læreren, hvis navn var Helge Frederiksen, åbnede døren, og det skulle vise sig, at Helges hus var det rene paradis for Thorkil, der her fik lov til at være og lære alt det, han havde lyst og tid til. Således startede livet som konservator, og det var her, han lavede sit første udstoppede dyr – et helt sort egern.

Men pludselig sprang en bombe i Thorkils liv – faderen havde fået job som apoteker i Nørresundby, så familien skulle flytte fra barndomshjemmet. Thorkil var ikke glad for nyheden, og selvom faderen prøvede at opmuntre og gøre det nye sted attraktivt ved at fortælle om Zoologisk have i Aalborg, god plads i det nye hus og mulighed for at få gamle apotekerskabe sat op til Thorkils fund, var det med sorg i hjertet, at Thorkil flyttede med familien fra Fyn til Nordjylland. Det skulle dog vise sig, at heldet var med den lille Thorkil, for blot på andendagen i det nye hus dukkede en mand op for at aflæse gas- og vandmålere, og skæbnen ville, at netop denne mand var den professionelle konservator, Herluf Kristensen. Samme aften skulle Herluf hen på Værftet og hente pingviner, der var blevet bragt med til Danmark fra et togt til Antarktis, og Thorkil blev inviteret over til Herluf for at se pingvinerne. Kl. 17 mødte Thorkil op ved Herluf og startede som konservatorelev.

Ved Herluf arbejdede Thorkil, og hans opgaver var mange. Han skulle udover selve konservatorgerningen på indsamlingsudflugter. Han cyklede til Rebild Bakker efter markfirben og til Løkken efter havdyr. På udflugterne brugte Thorkil den store viden, han havde tilegnet sig om naturen, og han kendte dyrenes habitater bedre og bedre. Han brugte denne viden om dyrene i deres naturlige omgivelser – og i levende live – til at skabe bedre og mere livlige præparater ved konserveringen. Når alt kom til alt elskede Thorkil først og fremmest de levende dyr, og han mærkede en trang til at blive klogere på det levende liv. Det førte til, at han gik mere ind i den videnskabelige del af faget, hvor han begyndte at registrere fuglearter, indsamle oplysninger om de indleverede fugle, samt at ringmærke levende fugle med det formål at følge fuglenes lokationer og blive klogere på deres liv og levned.

Årene gik og Thorkil fik sig en kone og to børn. Det betød mere ansvar, og da konservatorfaget ikke altid kastede det store økonomiske udbytte af sig, måtte Thorkil uddanne sig til elektriker for at skabe et bedre økonomisk grundlag for den lille familie. Så det gjorde han, og han dyrkede konservatorgerningen og den videnskabelige interesse i den fritid, han havde. Den nye uddannelse som el-installatør åbnede muligheden for at udleve endnu en af Thorkils drømme. Det gjorde det nemlig muligt at flytte til og arbejde i Grønland, hvis natur var særligt spændende for Thorkil. Så familien flyttede til Grønland i 1972, hvor Thorkil arbejdede som el-installatør samtidig med, at han udforskede den spændende grønlandske fauna. Det var en god tid for Thorkil, men familien savnede hjemlandet, og efter 4 år i Grønland besluttede de sig for at flytte tilbage til Danmark.

Det er her Thorkils vej førtes mod Skagen – for Herluf, som Thorkil arbejdede for dengang i Nørresundby, fik sig en anden elev, da Thorkil stoppede. Denne konservatorelev hed Jørgen Kofoed og var fra Skagen, og han var netop ved at etablere sig i Skagen i en nyindkøbt forretningsejendom på Sankt Laurentii Vej. Da Jørgen på tragisk vis mistede sin kone, ville han fra byen, og i den forbindelse tilbød han Thorkil at overtage hans virksomhed inklusiv den nyerhvervede forretningsejendom og en ansat lærling. Dermed flyttede den lille familie i efteråret 1976 til Skagen.

Skagens natur var også oplagt for Thorkil, og han besluttede at droppe arbejdet som el-installatør og i stedet fokusere fuldt på konservatorgerningen. Butikkens placering i centrum af Skagen gjorde at mange nysgerrige turister kiggede ind, og de mange lokale fiskerbåde, der håndsorterede deres fangster, betød også at mange spændende og usædvanlige fisk og havdyr fandt vej til konservatoren. Det bød altså på spændende opgaver for Thorkil, men efterhånden blev pladsen i forretningen for trang og huslejen for høj, og efter en skilsmisse flyttede Thorkil med forretningen til et nedlagt landbrug med masser af plads, placeret midt i et spændende naturområde – nemlig Sørig Enge tæt på Råbjerg Mose. Det blev basen for resten af Thorkils aktive konservatorkarriere.

I dag er Thorkil pensioneret og bor i det røde rækkehus i Skagen. Han udstopper stadig fugle og andre dyr – dog udelukkende til privat forbrug – i husets nederste etage, der er fint indrettet til formålet. Det er umuligt at få et helt liv ned i en enkelt artikel, men der er en tydelig rød tråd i Thorkils liv. Det har siden barnsben været interessen for dyrene og naturen, der har drevet Thorkil fremad, og det har ført ham både til Grønland og til Skagen samt ind i mange spændende videnskabelige og kulturelle miljøer. I dag nyder han endnu naturen omkring Skagen og brænder stadig for sin interesse for konservatorgerningen samt dyre- og fugleliv.

Tekst og foto: Johanne Siiger Ejstrud