
Læserbrev: Nedrivning af Hans Ruths Vej 3 – ”Saalt Hans hus”
25. juni 2017 - kl. 6:36 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På Plan- og miljøudvalgets møde den 6. juni 2017 besluttede man at nedrive denne ejendom fra 1850-erne, og som med sin placering bag Ruths Hotel er med til at skabe miljøet som mange søger.
”Forklaringen bag nedrivningen er ifølge arkitektfirmaet, at sommerhusets isolering er ringe, så varmen fiser ud af huset. Og så skal der være plads til hele familien på fem og deres mange venner, der forventes at komme på besøg og overnatte, når det nye hus står klar.”
”Plan- og Miljøudvalgets begrundelse er at ejendommen ønskes nedrevet idet der grundet ombygninger og utilpassede udskiftninger, i sig selv er uden arkitektonisk værdi og lever ikke op til moderne ønsker vedr. planløsning, materialer og energi. Bygherren ønsker opført en ny og mere tidsvarende bolig med respekt for og i harmoni med det traditionsrige miljø.”
Til det kan det siges, at intet er umuligt, idet denne ejendom kan isoleres med de produkter, der findes i dag, og som gør det muligt at minimere isoleringstykkelsen. Til begrundelsen “at huset er for lille” kan det siges, at man kunne have købt et andet eller gøre, som man altid har gjort i Skagen – bygge et anneks, hvilket der findes mange fine eksempler på i Højen.
Nedrivning af dette hus er mangel på pietetsfølelse for miljøet og sammenhængen, den er placeret i, og det der kommer, vil desværre blive en pastiche af et hus, som man tror, er et Skagens hus. Endvidere forsvinder historikken om huset.
Det værste i denne sag er faktisk udvalgsformandens udtalelse til Ekstra Bladet som betyder, at bygningsarven og kulturen står for fald i det gamle Skagen kommune. Byrådet, rådgivet af forvaltningen er åbenbart stemt for nedrive alt bare der er en minimal begrundelse for det.
Anders Brandt Sørensen citeret fra Ekstra Bladet:
“Ifølge Anders Brandt Sørensen, der er formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavns Kommune, gav udvalget lensgreveparret lov til at rive sommerhuset ned, fordi fordelene var større end ulemperne.
– Jeg vil give kritikerne ret i, at vi har mange smukke huse i vores kommune, men somme tider er vi nødt til at slække på ønskerne om at bevare, fordi vi godt kan forstå, at nogle stiller tidssvarende krav til deres ejendom. For eksempel hvad angår isolering, mere plads og højere til loftet.
Anders Brandt Sørensen forklarer desuden, at hvorvidt der skal gives lov til ombygning, baseres på en vurdering fra sag til sag.
– Det er svært at sige, hvor grænsen går. Det er de enkelte sager, vi tager op. Alle huse er bevaringsværdige i en eller anden grad. Hvis vi sagde, at dette ikke måtte blive revet ned, er der rigtig mange huse, man ikke må gøre noget ved, og man skal huske på, at det jo er mennesker, der bor i byen.”
Med en sådan udtalelse og tidligere fra Anders Brandt Sørensen bliver man nervøs eller rettere bange for fremtiden. Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Råbjerg Sogne – i daglig tale kaldet By og Land – føler faktisk, at foreningen tages som gidsel af det kommunale system, da det som oftest er foreningen, der skal sige fra – sige fra til projekter som den kommunale administration skulle have sagsbehandlet og dermed vejledt bygherrerne om husenes bevaringsværdi, som skal respekteres.
Administrationen er nødt til at have medarbejdere, der ved hvordan man bevarer og vedligeholder på den bygningsmæssige og landskabelige side og kan rådgive, således at begrundelser som ”vi kan ikke være i huset og have besøg af venner” eller ”sommerhusets isolering er ringe, så varmen fiser ud af huset” ikke accepteres. Det kræver viden, og det er nødvendigt hele tiden at være orienteret om udviklingen i restaurering og renovering.
Vi tror selvfølgelig ikke, at politikerne handler af ond vilje, men snarere på grund af uvidenhed, så rådgiverne og politikerne skal være bedre klædt på til at varetage forvaltningen af vores område, som endnu er værdsat af mange gæster. Derfor er det også med undren, at Turisthus Nord og Turistforeningen ikke bakker foreningen op, da de jo anfører, at en af turistattraktionerne er den unikke og smukke arkitektur – politikerne er jo ved at forringe byen og forvandle områdets miljø / karakter til en billig kopi.
Det er nødvendigt at stoppe de mange dispensationer fra lokalplanerne m.m., og der må ske noget, hvis byen skal reddes fra yderligere nedrivninger. Foreningen kan, når den spørges, give svar som fag- og lægfolk og altid efter en grundig vurdering, og vi har tidligere anmodet om, at der skabes dialog mellem de forskellige interesseforeninger i Skagen, administrationen samt byrådet, men det har åbenbart ingen interesse.
Vi håber, at lokalpolitikerne vil være med til at værne om landets og vores kulturarv.
På vegne af
Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Råbjerg Sogne
Erik Vium
11 kommentarer til “Læserbrev: Nedrivning af Hans Ruths Vej 3 – ”Saalt Hans hus”” under annoncerne.
John Larsen
Du ved hvor mange der bor i Højen – ikke sandt. Der kan udvikles samtidig med der bevares og der med skabe værdi for området
Læs Real Dania, der har udgivet et hæfte omkring dette. Det er visionær udvikling og jeg har da det par stykker liggende som du gerne må få.
Muligvis kan disse visioner skabe en større bosættelse i Højen. Det der sker nu vil ikke skabe vækst. Skagen og Højen har endnu en værdi tilbage om denne skal gerne bevares og udvikles, men dette kræver planlægning og strategi
God festival
@Erik Vium
Man kan undre sig alt det man vil.
Fakta er at Højen ville totalt uddø, hvis der ikke kom nogle der købte husene.
Og når man har købt huset, så skal man vel også selv bestemme, hvad der gøres ved det.
Alternativet er vel, at husene ikke bliver solgt, og dermed heller ikke vedligeholdes, og så ender det med at skidtet til sidst rives ned.
Nej, så er det da bedre med udvikling frem for afvikling.
Jeg forsøger i en god tone at forholde mig konstruktivt til det, der sker i Skagen, og respekterer selvfølgelig, hvis der er nogen, der er uenige med mig.
Man kan dog undre sig over, at en bygherre, der ejer ejendomme med stor bevaringsværdi, ikke har interesse i at bevare en ejendom i Højen, som er en del af historien og dermed med til at skabe Højens identitet, som Jens Vadet Poulsen skriver. Ejendommen kan reddes og bevare sit udtryk, og en undersøgelse foretaget af Realdania viser i øvrigt, at der på mange måder er god økonomi i at værne om den arkitektoniske kulturarv.
Bilder mig ikke ind at nogen “retter ind og hører efter”, men har alene givet udtryk for min holdning. Og er iøvrigt ved at vænne mig til automobilen!
Det er da den værste gang vrøvl fra Jens Hedegaard. Er der nogen man ikke lytter til så er det da borgerne i Skagen. Nej de rige og især deres arkitekter er “jeg alene vide” og kan sno byrødderne om Deres lillefinger. Ak og ve. Det bliver desværre ikke bedre.
De skulle hellere jævne nabobygningen med jorden i stedet.
@Jens Vadet Poulsen
Og fordi du eller NOGLE andre har den forestilling, at husene i Gammel Skagen bør bevares, så skal alle bare rette ind og høre efter ?
Nej, kom nu ned på jorden, og forstå at ejerne måske kunne have andre planer, ellers ender det med en masse u-bebolige huse, som ingen har lyst til at eje, da de så er fraskåret enhver mulighed for at udvikle området.
Hestevognen er jo også blevet afløst af rigtige biler, selv om der var mere sjæl i dem.
Huset, der nu er dømt til nedrivning, er måske ikke kategoriseret som bevaringsværdigt, men det er bestemt et hus der er med til at skabe Højens identitet. Desværre er de huse der før var med til at skabe diversitet i bybilledet nu næsten alle enten nedrevet eller ombygget til ukendelighed. Den skæbne deler de med alle de smukke rødstenshuse i Skagen, der engang prydede gadebilledet, de er nu næsten alle blevet facadepudset og malet gule – for sådan skal et “rigtigt skagenshus” se ud, ihverfald når man ikke kender byens historie. – Trist udvikling, men har du penge så kan du få.
De der har siddet længe i byrådet kan nogen gange blive noget arrogante, og andre, der ikke har siddet der så længe, taber mælet, hvor det i virkeligheden var dem, der skulle tage ordet. I lyset af de mange dispensationer, ser det ud til, at Skagen skal undergå en total byfornyelse, desværre dog kun i den del med de bevaringsværdige huse. Forhåbentlig får vi at vide, hvad kandidaterne til kommunalvalget vil gøre med Skagens kulturarv – og for den sags skyld hvilket brand de synes Skagen skal have. Det fremgår af S-programmet, at man vil smøge ærmerne op, så det betyder måske, at der endelig kommer en arkitekturpolitik i kommunen.
Erik Vium – Du tegner et meget sort hvidt billede af Kommunens Plan-og Miljøudvalg (PMU). Inden vi i PMU træffer afgørelser i bygningssager lytter vi til vores egen Forvaltning, der har ansat arkitekter. Vi lytter til ejeren af de relevante bygninger og de arkitekter ejeren har ansat til løse opgaven. PMU lytter til dig og din Foreningen (forkortet By&Land).Vi lytter også til hvad borgerne i Skagen siger og de lokale politikere i Skagen.
I mange tilfælde er PMU enige med By&Land, men der hvor vi ikke er enige, farer du straks i blækhuset og beklikker vores åndelige habitus. Altså rent ud sagt der hvor du ikke er enige med Erik Vium der er du en idiot.
I virkeligheden sidder du, at påberåber dig vetoret til suverænt, at bestemme hvordan byggeri i Skagen skal forvaltes. Du tilsidesætter totalt andre arkitekters holdninger for slet ikke tale om den almindelige borgers opfattelse af hvordan opgaven også kunne løses. Jeg gør mig den ulejlighed altid at læse hvilke kommentarer Land&By har til de forskellige Dagsordenpunkter, men jeg læser og lytter også til hvad alle andre borgere har af meninger. Fortsæt endelig kampen Erik Vium.
Socialdemokraterne lytter og søger dialogen, men ingen har på forhånd ret til at udpege den endelige løsning, før alle er hørt. Det er såmænd bare demokrati !
Hej Henning
Jeg fornemmer ikke Plan- og Miljøudvalget eller byrådet lytter til os.
Socialdemokraterne vil dialogen men gør intet for skabe den.
Lige mine ord Erik. Rigtig godt skrevet.
Plan og Miljøudvalget er fuldstændig i lommerne på de rige. Jf. ligeledes stationen.
Lad dem dog købe en anden grund/hus på Havbakken eller lignende, og lad Dem bygge det hus de har behov for. Bevar Gl. Skagen og det gamle hus i evt. rev. stand.