
Gratis foredrag i Folkeuniversitetet
9. februar 2014 - kl. 10:15 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sidst Folkeuniversitetet i Skagen inviterede til gratis foredrag kom snevejret i vejen. Foredragsholderen bad os aflyse, men lovede at komme igen senere. Vi håber, at vejret holder, for nu kommer lektor cand. mag i historie Ebbe Juul-Heider til Skagen med sit foredrag ”Fra Kalmarunionen til adskillelsen af Danmark og Norge”
I 1814 ophørte kongefællesskabet mellem Danmark og Norge, som havde bestået i 400 år. Det danske folketings præsidium har i den anledning givet en bevilling til Folkeuniversitetets komiteer og afdelinger over hele landet, så alle kan få viden om tiden før, under og efter denne for vort land så skelsættende begivenhed. Folkeuniversitetet i Skagen har valgt at bruge hele foråret på emnet. Det første foredrag i en serie på fire bliver med lektor i historie Ebbe Juul-Heider, der vil se tilbage på den lange historie fra Kalmarunionen i 1397 til freden i Kiel, hvor de sejrende magter efter Napoleonskrigene bestemte fredens betingelser. I løbet af disse fire århundreder blev der skabt tætte bånd mellem de to riger, men oftest på danskernes præmisser. Hvad betød adskillelsen i 1814, politisk og kulturelt for Danmark, Norge og bilandene Grønland, Færøerne og Island?
Foredraget afholdes torsdag den 13. februar kl. 16.30 til 18.15 i Kulturhus Kappelborg.
Der er gratis adgang til dette indledende foredrag.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gratis foredrag i Folkeuniversitetet' til en bekendt